Enebjerggaard - Bed & Brekfast
Landprisen blev givet til Svend Jørgensen, der har restaureret Enebjerggaard ved Bøgebjerg Strand.
Bed & Breakfast løb med priserne

Bevaringsprisen 2007 for Kerteminde Kommune blev bl.a. givet til Svend Jørgensen for restaureringen af Enebjerggaard. I Kerteminde Avis kunne man læse følgende:

Bevaring: Det blev to ejendomme fra den gamle Kerteminde kommune, der blev hædret med årets bevaringspriser i Kerteminde Kommune, og de to har det til fælles, at de i dag er indrettet til Bed&Breakfast.

Præmieret blev Susanne Hansen og Jens Kold for deres renovering af det tidligere sømandshjem, Strandgade 2 i Kerteminde, som i parrets hænder har fået en ny funktion og hedder Kerteminde Bed&Breakfast - eller morgenmadshotel, som er den danske oversættelse.

Ejendommens ydre er bevaret med de gamle håndstrøgede mursten og de karakteristiske små sprossede vinduer. Renoveringen indvendigt er i høj grad gjort med respekt for det gamle udtryk med bl.a. pejs, rosetter og stukloft, sagde borgmester Palle Hansborg-Sørensen ved overrækkelsen af bevaringsprisen i sidste uge.

Den anden pris gik til Svend Jørgensen, Enebjerggaard ved Bøgebjerg Strand.

Han er fjerde generation på den lille firelængede gård, som om sommeren er omdannet til Bed&Breakfast. I 1930 var ejendommen i øvrigt sommerpensionat.

Ejendommen besidder egnskarakteristiske træk med bl.a. rødbrunt bindingsværk i kombination med blank gulstensmur. Store dele af stråtaget er flot renoveret og vinduerne er kopier af de oprinde- lige. Selv det lille grisehus er renoveret - så ejendommen stadig fremstår som en fir-længet gård, fortalte Palle Hansborg-Sørensen.

Der var rosende omtale til Ebbe Ludvigsen, Rønninge, der gennem en årrække har arbejdet med at renovere sin bevaringværdige fir-længede tidligere landejendom. Renoveringen er så vellykket, at den er med til give byen sin identitet tilbage, fortalte borgmesteren.

I forbindelse med prisuddelingen blev det oplyst, at Bevaringsforeningen har besluttet at give tilskud til en ny port til det tidligere motorcykelværksted i Vestergade og til en ejendom i Dalby, som skal have nyt stråtag.

Formanden for Bevaringsforeningen, Karin Meisl, oplyste, at man næste år vil foretage prisuddelingen på arkitekturens dag, 1. oktober.

I fjor blev bevaringsprisen ikke uddelt - al den stund, at der ikke var indstillet kandidater. I år var der 10 indstillinger